Jens Kusk tiltrådte som projektleder hos os, den 1. december, og han er allerede kommet godt fra start. Det havde vi nu også på fornemmelsen, at han ville. Især med hans baggrund.
Vores 52-årige kollega, der oprindeligt er uddannet murer på sin fødeegn i Thy, har i en lang årrække arbejdet som montør på byggepladser over hele landet. Senere skiftede han rollen som sjakbajs ud og blev projektansvarlig for bl.a. en entreprenør indenfor jord, kloak- og betonarbejde.
Alt i alt den perfekte kombination for en projektleder i vores branche, synes vi.
Selv, er Jens også motiveret af at kunne medvirke til, at alt går planmæssigt for kollegaerne på montageopgaverne. For han ved jo, hvad det kan betyde at mangle fx armering og samtidig have en tikkende tidsfrist hængende i luften.
Privat bor Jens i Lyby tæt på Skive, og i fritiden pendler han flittigt til og fra smilets by. Aarhus trækker nemlig i ham af flere årsager. Dels kæresten gennem flere år, dels hans første barnebarn.