Værd at dele offentligt…

Vores nye kvalitets- og DGNB-koordinator er en velkendt kollega


Vi er så heldige, at vi har fået et vigtigt ansvarsområde afsat til en 35-årig kollega, som siden 2019 har været montør på et af vores stærke sjak. Hans navn er Patrick Klausen, og han er lige nu under grundig oplæring som vores nye kvalitets- og DGNB-koordinator.

En ansættelsesaftale med flere fordele. Dels kender vi Patrick, der er opvokset tæt på vores adresse i Hvidbjerg, som en stabil og meget afholdt kollega, der har 100 % materialekendskab og erfaring med vores processer på byggepladsen. Dels kender han os og vores virksomhedskultur og har indsigt i, at kvalitet og sikkerhed generelt er afgørende i branchen.

Som kvalitets- og DGNB-koordinator skal Patrick være med til at sikre og dokumentere, at vi lever op til bæredygtighedsstandarderne i byggebranchens DGNB-certificeringssystem. Det er et administrativt krævende job med en del datahåndtering, hvilket Patrick dog kun ser frem til. Han har før brugt mange timer på kontorstolen, da han oprindeligt er uddannet multimediedesigner.

Patrick vil få kontortid på begge vores adresser. Én dag i ugen her på vores hovedadresse i Hvidbjerg og ellers i Greve, hvorfra han iht. kvalitetssikringen skal føre tilsyn med vores byggeprojekter på Sjælland. I praksis kan det fx være fotodokumentation af udvalgte detaljer af vores sjaks udførte arbejde på byggepladserne.

Noget nær den perfekte opdeling. For Patrick, der bor med sin kæreste i Ballerup, kan nu ofte besøge familie og venner i det jyske.