Indtast din registrerede e-mail:
Indtast ny adgangskode:

Den tidligere ølkusk blev firmaets mand i over tre årtier

Tub med det borgerlige navn, Preben, har arbejdet hos PH Montage længere end de fleste. Efter planen takker han næste år af for at gå på pension, og her kommer han bestemt ikke til at kede sig. Det afslører livligheden og det gode humør i hans stemme, mens han adspurgt både fortæller om sin stilling hos PH Montage og om nogle af drømmene for tiden herefter.

Det år, Preben begyndte hos PH Montage, var Ford Scorpio helt ny på markedet, og i lokalradioen sang Tina Turner ”We don’t need another hero”. Det var i 1985, og det fik hun nu ikke ret i, hvad Preben angik.

Trods sine kun 31 år trådte Preben tidligt i karakter som firmaets mand. Med sig havde han en solid erhvervserfaring. Lige fra udstået værnepligt, hyre på et fragtskib, alt-mulig-mand på diverse fabrikker toppet med otte år som ølkusk for Tuborg. Heraf navnet, Tub. Et navn, som Preben frivilligt tog, fordi de var tre med samme navn ud af de omtrent seksten medarbejdere dengang. Ifølge Tub kvitterede PH Montage til gengæld med tillid, hvilket altid har motiveret ham.

Finish og lækker madordning i Greve
Med årene voksede PH Montage sig større, og en ny generation overtog ledelsen. Tub har været med til det hele og er det stadig. Det er hans job at gennemgå og lægge sidste hånd på enhver montage, så den fremstår til perfektion. Det kan fx være at fylde huller efter og slibe ujævnheder, hvilket har stor betydning for kundernes tilfredshed. Æren deler Tub gladeligt med sin makker gennem tre år, John Trærup. Sammen med flere andre kollegaer arbejder de to på Sjælland i en fast turnus på fire dage ad gangen. Her bor de i Greve i en tidligere lagerhal, der for få år siden blev købt af PH Montage og ombygget/indrettet med bl.a. tredive soveværelser.

Den livsstil lyder måske ikke så tiltrækkende for udenforstående, selvom aftensmaden er helt i top – hjemmelavet og serveret i hyggelige rammer af en madmor, der er hyret ind til formålet. Tub afslører da også, at han har haft dage, hvor han har savnet sin egen seng og dem derhjemme. Alligevel har to af Tubs tre børn valgt at træde i samme fodspor som deres far. Det er to sønner, og de arbejder begge for en konkurrent til PH Montage, mens Tubs datter laver noget helt andet. Til spørgsmålet om, hvorvidt PH Montage egner sig som arbejdsplads for begge køn, svarer Tub:

- Håndtering af beton og jern kan virke afskrækkende på især kvinder, så dem er der altså langt imellem, men sådan behøver det ikke at være. Modsat tidligere, hvor jobbet virkelig var fysisk krævende, har vi i dag hjælpemidler for at undgå tunge løft og den slags. Hvem ved, om et nyt makkerpar efter John og mig ikke sagtens kunne være kvinder. Det tror jeg da.

Livet efter PH Montage

Når Tub til næste år træder af efter 35 år hos PH Montage, vil han efterlade et tomrum. Det er der bred enighed om i virksomheden med direktøren i spidsen, Kasper Kristiansen. Tub selv, kommer også til at se tilbage på et godt arbejdsliv, hvor han bl.a. har knyttet stærke venskaber, som han nok skal finde anledning til at gense. Måske til en Tuborg i campingvognen i Thorsminde, hvor Tub og konen i flere år har været fastliggere, eller hjemme i Ramsing, hvor Tub har planer om en større renovering af førstesalen på parrets hus. I det hele taget bliver det rart at kunne disponere frit over tiden, fastslår Tub.

Fangede vi din
​interesse?

Her kan du hente et gratis & ​uforpligtende tilbud

 
 
Nogle felter er ikke udfyldt korrekt

PH Montage A/S

​​Holstebrovej 434A

7860 SpøttruP

​Telefon:

​96 53 32 00

​E-MAIL:
info@PHMONTAGE.DK